Loekken logo

Sygt Sundt Teater

 

øverst: Lars Sennels, direktør Vendsyssel Teater. pr. foto: Vendsyssel Teater.
Pressemeddelelse

Teater går i seng med patienter, TV station og Fond

Teaterforestillinger fra Vendsyssel Teater bliver sendt direkte til patienterne på Regionshospitalet Nordjylland i et nyt unikt samarbejde. 
Kulturen rykker helt ind i sengene til patienterne på Regionshospitalet Nordjylland, når Vendsyssel Teater, TV2 Nord og Spar Nord Fonden i samarbejde med regionshospitalet sætter gang i projektet “Sygt Sundt Teater.”
Her bliver teaterforestillingerne på Vendsyssel Teater vist direkte på patienternes skærme, mens de udspiller sig på scenen.
“Folk får det bedre af en kulturel oplevelse. Vi vil gerne nå ud til et publikum, som ellers ikke har mulighed for at gå i teater. Samtidig kan vi nå nogle nye målgrupper og vise dem vores kunst,” siger Lars Sennels teaterdirektør, Vendsyssel Teater.
Forestillingerne vil samtidig blive vist i fællesstuer på afdelinger, hvor patienterne er indlagt i længere tid. Her kan de pårørende og patienterne få en kulturel oplevelse sammen.
“Vi vil gerne være med til at give patienter en oplevelse, der løfter deres hverdag. På hospitalerne har vi ekspertise til at hjælpe med det fysiske, men et sundt menneske er jo mere end det. Vi håber at vi kan skabe en ekstraordinær oplevelse, som giver patienter, pårørende og personale noget at tale om i en en svær situation, hvor omdrejningspunktet ellers er sygdom” siger Henrik Larsen, hospitalsdirektør, Regionshospitalet Nordjylland, der heller ikke har glemt de ansatte på regionshospitalet. De får nemlig mulighed for at overvære forestillingen på selve teatret ved et specialarrangement.
Hospitalsklovn for voksne
”Sygt Sundt Teater” er i første omgang et pilotprojekt, der ikke vil blive vist på andre tv-skærme end dem, der er på Regionshospital Nordjylland. Det er TV2 Nord, der bringer teatret ud til syge sengene.
- Jeg forestiller mig ikke, at tilværelsen på et sygehus er den mest festlige. Kan vi bringe et lille smil og lidt refleksion ind i en svær tid, så gør vi gerne det. Er der en, der bliver bare en lille bitte smule mere rask af det, så er jeg glad. Der er lidt hospitalsklovn for voksne over det. Sådan et projekt her kan desuden kun lade sig gøre i Nordjylland. Hvor ellers ringer en teaterdirektør til en tv-direktør med sådan et forslag? siger Mikael Justesen, administrerende direktør, TV2 Nord.
teater til sengekanten avis
PR foto
Støttet af Spar Nord Fonden og Region Nordjylland
”Sygt Sundt Teater” er støttet af Spar Nord Fonden med 497.000 kroner.
- Spar Nord Fonden vil gerne støtte projekter, hvor mennesker gør noget for mennesker. Her får syge personer muligheden for at få en kulturel oplevelse. Det er bevist, at kunst, musik og oplevelser kan gøre folk hurtigere raske, siger Ole Peter Christensen, direktør, Spar Nord Hjørring.
Region Nordjylland støtter desuden projektet med 100.000 kroner.
- Det er et spændende projekt, hvor tre betydende, men meget forskellige institutioner går sammen om at skabe nye kulturelle oplevelser på tværs af traditionelle skel. Det vil vi gerne bakke op om, for det repræsenterer en nytænkning og en stærk nordjysk samarbejdsånd, når kulturliv, mediehus og hospital på den måde går sammen om at bringe kulturelle oplevelser ud til nye målgrupper, siger Ole Stavad, formand for Udvalg for Regional Udvikling i Region Nordjylland.
”Sygt Sundt Teater” begynder med forestillingen Stormene onsdag 18. marts. Onsdag 13. maj vises Margaridas Metode. Derudover bliver der vist yderligere to forestillinger fra teatrets efterårsprogram. 

Lars Sennels 
Lars Sennels, Teaterdirektør