Loekken logo

Kommunen fremrykker projekter for 30 millioner kr.

øverst Borgmester Arne Boelt (S) arkivfoto: ln/ok
Byrådet i Hjørring Kommune har besluttet, at fremrykke vedligeholdelsesprojekter for over 30 millioner kroner for at bidrage til, at der er opgaver til bygge- og anlægsbranchen i den kommende tid, hvor mange andre opgaver sættes i stå.
Dermed bliver det muligt at gennemføre en lang række opgaver på denne side af sommerferien, der ellers først var planlagt til gennemførelse henover sommeren og efteråret. Det gælder blandt andet renoverings- og vedligeholdelsesopgaver på skoler og daginstitutioner.
- Vi ønsker, at støtte erhvervslivet med de værktøjer vi har i en tid, hvor konsekvenserne af Coronavirus rammer hårdt. Derfor håber vi, at dette kan være med til at holde gang i ordrebogen. Vi ser det som helt naturligt, at vi hjælper, og gør det vi kan i en svær tid samtidig med, at vi må gøre opmærksom på, at vores muligheder er begrænsede. Så langt hovedparten af hjælpen skal komme fra de statslige hjælpepakker, lyder det fra borgmester Arne Boelt (S).
netv boel 5 avis
Borgmester Arne Boelt. arkivfoto: ln/ok

Er det ikke muligt at udføre det praktiske arbejde eksempelvis på grund af manglende eller forsinket levering af byggematerialer, er det håbet, at et projekt i ordrebogen vil være en hjælp for den enkelte virksomhed i forhold til kreditvurdering.
Derudover er der fuld fokus på de kommunale funktioner og afdelinger, der servicerer og understøtter private virksomheders aktiviteter, herunder byggesagsbehandling.I sidste uge besluttede et enigt Økonomiudvalg desuden, at fremrykke betalinger af kommunens regninger. Det betyder i praksis, at regningerne bliver betalt samme dag, som de bliver bogført fremfor med de normalt gældende betalingsfrister. Samtidig er det besluttet at udskyde rykkerprocedurer.
Beslutningen blev taget på et helt usædvanligt byrådsmøde, hvor kun 11 af 31 medlemmer var til stede i salen. Resten af byrøddernefulgte med hjemmefra og kommunikerede med deres partimedlem via Messenger.