Loekken logo

Hjælp til: Corona-pandemien skal dokumenteres

De dage, uger og måneder vi gennemlever lige nu, er historiske. Og du kan være med til at dokumentere det.
Arkiver og museer landet vil nu samarbejde for at dokumentere den historiske corona-krise som Danmark og resten af verden befinder sig i. Og for at gøre det, har de brug for offentlighedens hjælp.
- Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at en begivenhed i sådan grad har vendt op og ned på vores hverdag. Lige nu sker der en kæmpe indgriben i vores individuelle frihed og fortælling, og det skal vi huske at dokumentere, fortæller Anders Lykke Widt, der er historiker og arkivar hos Frederikshavn Stadsarkiv.
co3 avis
Arkivfoto. Offenlige toiletter er alle lukket.

Det er Frederikshavn Stadsarkiv og Aalborg Stadsarkiv, der har fået idéen til det landsdækkende samarbejde.
- Vi kunne se, at næsten alle arkiver og museer havde sat gang i indsamlingen af billeder, men vi kunne også se, at ingen havde overvejet at samarbejde. Så det har vi kastet os over. Vi tog sammen med Bente Jensen fra Aalborg Stadsarkiv kontakt til flere kollegaer landet over for at sikre, at vi strukturerer hele processen. Det er et historisk øjeblik, som arkiverne og museer kan hjælpe med at dokumentere fra et lokalt perspektiv – det er vores eksistensberettigelse, siger Karen Margrethe Olesen, også historiker og arkivar hos Frederikshavn Stadsarkiv.
Corona 3 avis
Pr-foto

Send dine billeder ind
Tanken bag det nationale samarbejde er at vidensdele og at hjælpe hinanden i indsamlingen, så man bedst muligt kan dokumentere denne del af Danmarkshistorien. Derfor vil arkivarerne og museerne også gerne opfordre offentligt til, at borgerne sender billeder ind af deres hverdagsøjeblikke med coronavirussen.
- Vi vil gerne have alt – fra stort til småt. Om det så er et billede af den tomme gade, den lille luge til takeaway, der er opstået ved den lokale restaurant eller måske et lukket rådhus med en enlig frugtkasse uden for. Et billede siger mere end tusind ord, og vi har brug for dem, når vi skal skrive corona ind i historiebøgerne, forklarer Karen Margrethe Olesen
co8 avis
Arkivfoto. Løkken strand
Derfor håber de, at borgerne har lyst til at dele deres billeder - helst med en lille tekst til. Man kan tage kontakt til sit lokale stadsarkiv, hvor man kan indsende billeder både elektronisk og manuelt.
- Den situation, vi står i nu, er ikke set før – og det er ikke sikkert, at vi nogensinde vil opleve den igen. Derfor håber vi, at landets borgere vil hjælpe ved sende os billeder af det stykke af Danmarkshistorie, der foregår lige nu, slutter Anders Lykke Widt.