Corona-hjælpepulje til foreningslivet
Indlæg, Børge Bech
En tilskudspulje, som DGI og DIF og DUF har fordelt til foreninger efter ansøgning, primært til dækning af tabte indtægter og visse udgifter, suppleres nu. Puljen var åben for ansøgninger 1. maj-15. maj og igen 22.-26. juni. Alle foreninger, der har søgt puljen, fik svar i uge 27.
En politiske aftale af 28. august 2020 betyder, at der nu afsættes yderligere midler til breddeidræt og foreningsliv - samlet 100 millioner kroner - som skal fordeles af DGI/DIF, Firmaidrætten og DUF. De nærmere regler for tildeling er ikke på plads endnu, men midlerne skal fordeles til lokale idrætsforeninger m.fl., herunder foreninger med bredde events.
“Hjørring Kommune har etableret sin egen støtteordning, og der kan støttes med et samlet beløb på knap 1,5 mio.kr. Fristen for at søge af puljen udløber den 14. september. Beløbet skal anvendes til at understøtte foreninger, der er truet på deres eksistens som følge af økonomiske tab af indtægter og ekstraordinære udgifter afledt af COVID-19.
Der er foreløbig tilgået kommunen 8 ansøgninger med et samlet ansøgt beløb på ca. 600.000 kr.
Så der er stadig midler at søge på”: fortæller formand for Fritids- og Folkeoplysningsudvalget Børge Bech.
Han tilføjer:
“Vi har stor forståelse for, at forårets og sommerens nedlukning af aktiviteterne og forsamlings begrænsningerne, har betydet, at mange foreninger har mistet indtægter i form af f.eks. medlemskontingent, stævner, events, sponsorater m.v. og potentielt givet ekstraordinære udgifter til f.eks. lokaler uden mulighed for at gennemføre tilknyttede aktiviteter, som har afledt et pres på foreningernes likviditet. Det er derfor Fritids- og Folkeoplysningsudvalget har besluttet at oprette en hjælpepulje for frivillige folkeoplysende foreninger”.
“Når ansøgningsfristen er udløbet, får vi et overblik over de foreninger, som har særlige økonomiske udfordringer i forhold til deres fremadrettede virke, der måske rækker langt ind i næste år”: slutter Børge Bech.
Ydeligere oplysninger findes på Hjørring Kommunes hjemmeside.