Onsdag den 14. august rykkede Kjeld Pedersen og hans folk ind på området ved Rubjerg Knude Fyr. I mere end to måneder har de forberedt flytningen af fyret, støbt ekstra jern og beton på fundamentet og gravet sand og gamle bygninger væk ved fyret, så alt er klar til, at fyret kan flyttes.
For Kjeld er fyret ikke bare et fyr
Kjeld Pedersen driver til daglig Lønstrup Murerforretning. En lille enmandsvirksomhed i Lønstrup, med Kjeld Pedersen som eneste ansatte. Og normalvis indgår flytning af 120 år gamle fyr ikke i de opgaver, han har i murerforretningen.
- Jeg kan ligeså godt sige det, som det er: Jeg har aldrig prøvet at flytte et fyr før, siger Kjeld Pedersen.
For den lokale murermester i Lønstrup har det 120 år gamle fyr en særlig betydning, og derfor vil han gøre alt for at redde det fra at styrte i havet.
- Jeg har gået og kigget på fyret hver dag. Jeg har bygget et tårn derhjemme, hvor jeg bor, så jeg kan komme op og se fyret, og der hvor jeg boede før, kunne jeg også se fyret. Det første jeg gjorde om morgenen, var at komme op, så jeg kunne se fyret - så fyret skal være der, siger Kjeld Pedersen.
Hvert år tager 250.000 mennesker turen op ad trapperne i Rubjerg Knude Fyr.
- Vi har mistet Mårup Kirke, og fyret er den sidste turistattraktion, som vi har tilbage. Det betyder meget for Lønstrup, siger Kjeld Pedersen.
Derfor vil han redde områdets store attraktion fra at styrte i havet.
- Når jeg har gæster, der kommer langvejs fra, så skal de slæbes med op til fyret, for de skal se den plet, siger han.
Kjeld Pedersen har arbejdet i 2,5 år med projektet, så alt er timet og tilrettelagt til flytningen. Den store turistattraktion har de seneste måneder været omdannet til en stor byggeplads.
- Det er et fantastisk byggeri, der er lavet. Hvis man kigger på fyret, så står det fuldstændig skarpt, siger murermesteren fra Lønstrup.
Fyret får rulleskøjter på
Flytningen af Rubjerg Knude Fyr sker groft sagt ved, at fyret får "rulleskøjter" på og rulles 70 meter til den nye placering via et skinne-system.
Selve flytningen foretages af BMS Krangården, og det vil tage omkring 10 timer at flytte det tunge fyr 70 meter væk fra kystlinjen.
Det eksisterende fundament er blevet forstærket med både ekstra jern og beton. Det forstærkede fundament trækkes frem til den nye position ved hjælp af ”rulleskøjter”, donkrafte og hydraulik.
Flytningen sker langs et tracé, der er udgravet til et plant fundament i hele bakselængden.